Det kan kun anbefales, at I benytter jeres ophold i et sommerhus på Bornholm til at udforske de mange kulinariske muligheder, som øen i dag byder på.
Vi kender alle de berømte røgede, bornholmske sild. På rad og række hænger de ved røgerierne i de gamle fiskerbyer, og i sommerhalvåret kan du nyde en røget sild ved de udendørs borde. Måske sammen med en dejlig kold fadøl eller et glas vin.
Det er lækkert, enkelt og meget bornholmsk.
Drikkefestival
I efteråret afholdes der et arrangement, der lyder meget hyggeligt, nemlig Bornholms Drikkefestival. Her kan du smage alt, hvad øen byder på af drikkevarer. Der er både alkoholfrie, drikkelige sager som kildevand fra øen, vandkefir, gedemælk og kaffe, og mere sprudlende sager som bornholmsk gin, øl og kryddersnapse. Bornholm er i forvejen godt kendt for sine snapse, der er klassiske og fine i smagen og foretrækkes af mange, der gerne vil have en snaps, men også vil have en krydret og blød fornemmelse i munden.
Topgastronomi
De senere år har Bornholm for alvor gjort sig gældende i de finere, gastronomiske cirkler. Blandt med restauranten, Kadeau, som placerer sig blandt de bedste restauranter i Danmark.
Restaurantanmeldere har ofte beskrevet, hvor de kommer kørende ad stadig smallere grusveje, indtil de befinder sig ved restauranten, hvor de så får serveret et sublimt måltid baseret på de bedste, bornholmske råvarer.
Kadeau laver mad i den bedste klasse, som hverken kan betegnes som rent nyt nordisk køkken, fransk eller andet. De gode kokke på stedet tager i stedet det bedste fra alting, og kører det igennem deres egen mølle, så resultatet er ganske unikke måltider, som der bliver talt om meget længe efter, at man har fået dem.
Bornholm har også født en af Danmarks største virksomheder iden for gourmetlakrids, Bülow, så er du til de søde og salte sager, har du alle muligheder på øen.
Berømt smørrebrød
Fra gammel tid har Bornholm haft elegante og fine badehoteller, og her blev et af øens berømte stykker smørrebrød født: Sol over Gudhjem.
Det klassiske stykke smørrebrød er lige så godt, som det er enkelt, og baseret på klassiske, bornholmske råvarer. Smør en skive godt rugbrød med smør og dæk brødet med pillet, røget sild uden skind og ben. Husk, at der skal være smør, så det kan smages og godt med sild, så du virkelig får den gode mundfølelse af blød, røget sild. Midt på silden lægger du en rå æggeblomme. Drys med purløg og pynt eventuelt med radiser i skiver. Kværn sort peber hen over, og du har en himmerigsmundfuld af Bornholm lige foran dig.
Smørrebrødet er også så enkelt at lave, at det er perfekt at tilberede hjemme ved bordet i køkkenet i sommerhuset på Bornholm.