Stensikre turistmagneter på Bornholm, og dermed også selvfølgelige udflugtsmål for alle dem, der ligger i sommerhus på Bornholm, er de berømte rundkirker i Østermarie, Nylars, Olsker og Nyker.
Der findes kun ganske få rundkirker uden for Bornholm, bl.a. på Horne Land på Sydfyn, men ellers er de specielle kirker mest forbeholdt den østdanske ø.
Forsvar og gudsdyrkelse
Rundkirkerne på Bornholm er middelalderkirker, som så mange andre kirker i Danmark er det. Men folk har altid undret sig over, hvorfor de er runde, som er et særsyn. Gennem tiderne har der været flere forklaringer. Nogle har ment, at det var af forsvarshensyn, men den teori bliver afvist i dag, fordi åbningerne i de metertykke vægge ikke rigtig dur, når man skal forsvare sig inde fra kirkerummet.
Andre har ment, at byggetraditionen havde med de berømte Tempelridderes traditioner at gøre, men der er ikke rigtig noget, der tyder på, at tempelridderne har været på Bornholm for at lære de lokale øboere at bygge kirker. Men der går måske alligevel en tråd tilbage til tempelridderordenen, som kan have etableret rundkirkerne som led i et navigationssystem, der omfattede hele det dengang kendte verdensområde. Spændende er den teori, og en god grund til at besøge de bornholmske rundkirker.